Naturvejleder Erik Jönsson

jonsson1

På Skjern Å Lystfiskerfestival 2016, kan du møde naturvejleder Erik Jönsson, der er bidt af en gal lystfisker. Erik Jönsson fortæller:

– Min første kontakt med fisk, var da jeg var fire år gammel. Jeg forstod ikke, hvorfor den ingen ben havde – altså ud over dem der er inden i. Siden har lystfiskeri fyldt en stor del af mit liv – men, også samvær med andre der holder af naturen. Mange af dem har en holdning til det de foretager sig – og det giver en masse spændende diskussioner.

– Ud over fiskeriet har jeg arbejdet med naturpleje og vandpleje siden 1980. Som bruger af naturen vil jeg gerne give noget tilbage, som tak for alle de oplevelser jeg har haft.

– De sidste otte år har jeg arbejdet professionelt med naturen. Jeg er ansat som åmand ved Horsens Kommune. Ind i mellem holder jeg også foredrag på DTU Aqua i Silkeborg.

Særligt fokus i de nye vandplaner, omkring både fisk, planter og insekter, har min interesse. Jeg mener, at først her får vi et helhedsbillede af, hvordan vandløbene og naturen har det.