Bueskydning fra hesteryg

Oplev bueskydning fra hesteryg på Skjern Å Lystfiskerfestival.
I gamle dage var buen et effektivt våben, der blev anvendt både til jagt og i krig. Det foregik blandt andet i Mellemøsten og Asien – som regel fra hesteryg. I Egypten kan udøvelsen spores 4000 år tilbage i tiden, men bueskydning fra hest er også kendt og dyrket af samuraierne i Japan.
For at holde evnerne ved lige trænede og konkurede krigere og jægere, og bueskydning fra hesteryg opstod siden som sporten horseback archery.
Horseback archery er i mange lande en elitesport på højde med håndbold herhjemme.
Sporten er nyligt nået til Danmark, og Skjern Å Lystfiskerfestival er stolte over at vi på festivalen d. 28-29 maj kan præsentere et forrygende show med bueskydning fra hesteryg. Showet vil blive udført af Jane Jensen fra Denmark, der både vil fortælle historien om sporten og vise gamle og nye former for udøvelse.
I et hæsblæsende tempo, med spændt bue, foran eller på ryggen vil Jane Jensen på hoppen Tsarina demonstrere hendes evne, til at sætte pilene de rigtige steder.
Glæd dig til en spændende opvisning, der aldrig før er set i Skarrild eller omegn.
