Jimmy Kendra

Jimmy Kendra har en passion for at være ved vandet, åen og elven. Her er der højt til loftet, ro og rum til at tænke over, hvorfor laksen eller havørreden ikke vil tage fluen… 

Byggede fem fluestænger som 13´årig

Jimmy begyndte at fiske med sin far som helt lille og byggede som 13 årig sin første fluestang på ungdomsskolen i Holbæk, hvor han fem år i træk deltog og byggede fem nye fluestænger til samlingen.

Mørumsåen

 Som 16 årig havde han læst alle bøger på biblioteket om fiskeri. Lysten til at prøve kræfter med kæmperne i Mörrumsåen var skabt. Da familien i Holbæk ingen bil havde, blev de ca. 280 kilometer fra hjemmet til den forjættede å tilbagelagt på cykel med en tætpakket trailer på slæb. Turen tog to dage – inklusive sejladsen med færgen fra Helsingør over Øresund. 

Det var ved Mørrumsåen, Jimmy for første gang mærkede hugget og den mægtige kraft fra en stor laks i strømmende vand. Hvert år siden er turen gået til området. Men også strømvande i mange andre lande verden rundt er blevet forsøgt tæmmet med fluestangen. – Hver tur har givet nye erfaringer. Således har Jimmy mere end 30 års erfaring med fluefiskeri efter laks og havørred. Og endnu længere erfaring med stangbygning, grej, fluekast og læring ved vandet. 

Søger udforrdninger

Jimmy søger altid nye grænser og udfordringer – både med hensyn til pladser og kast – og ikke mindst sammensætning af grej. Godt nok er aldrig godt nok for Jimmy – og hans søgen efter forbedring af udstyr og teknik har ført til et samarbejde med NÁM Products, hvor han i dag er en del af teamet. 

Jimmy blev i 2019 FFI certificeret som Casting Instructor (CI), og har siden da i FFI regi undervist i fluekast, teknik og grejhåndtering. Jimmy ser stor glæde i at hjælpe den uerfarne fluefisker i gang og videregive værktøjerne til at kunne indtage åen på egen hånd. Men han finder også energi i at udfordre eller reflektere med den mere erfarne fisker over kaste- eller fisketeknikkker.

Det perfekte fluekast

Efter mange år ved vandet er det blevet Jimmys overbevisning, at det perfekte kast og fisketeknik er det, der får laksen til at tage fluen. Det kræver dog både tålmodighed, kreativ metodik og evner at kunne finde frem til en præsentation af fluen, som trigger hug. 

De seneste år har Jimmy fisket en del på mange forskellige stræk i Skjern Å. Jimmy er fascineret af, hvor forskelligt fiskevand kan være i ét og samme vandløb. Det udfordrer i høj grad fluefiskeren og giver mulighed for at bruge forskellige set-ups afhængig af pladsen. Ofte falder hans eget valg på enhåndsstangen, hvilket ikke så mange i Danmark bruger til laksefiskeri. 

Jimmys kastedemo vil således også indeholde fortællinger fra hans eget fiskeri efter laks med enhåndsstang, og ikke mindst hvordan man udnytter den friske vestjyske vind i kastet.